Pressemøde 11/8-2015

FødevareDanmark

Det er en stor dag for os – men også for danskerne.
Vi her ved bordet repræsenterer alle fag der er under pres. Vi er under pres fra de store supermarkedskæder.
Vi danskere køber stort set alle vores daglige indkøb i supermarkederne – det er der ikke noget nyt i, men vi bliver mindre gode til at slå vejen forbi slagteren, ostehandleren eller fiskehandleren (som jeg selv repræsenterer). Det har betydning for vores madkultur. Vi får et mere og mere perifert forhold til vores råvarer når vi bare finder dem vakuumpakket i køledisken i supermarkedet.
Det vi kan med FødevareDanmark er at tale vores sag med mange små selvstændige erhvervsdrivende i ryggen . Vi fire brancher som er gået sammen har samme udfordringer med rigid fødevarelovning. Det er en lovgivning som typisk er lavet til fordel for de store virksomheder.

FødevareDanmark skal aktivt arbejde for at vi får en bedre madkultur i Danmark. Vi skal kende vores mad bedre – det hjælper vi danskerne med at fortælle dem. Det er fx ikke bare oksekød – det er kød fra angus-kvæg. Det er ikke bare fiskefileter, men en filet fra en rødspætte osv.. Den viden får man ikke i supermarkedet men fra os fagfolk bag disken.
Vi bliver et talerør for den danske madkultur!
Det kan ikke være rigtigt at de eneste fisk som børn kender kommer ud af en friture-gryde eller fra en burger på en fastfood restaurant. Vi skal kende vores råvarer!

Nødvendighedens Politik

Der sker meget for tiden, og ingen er vist i tvivl om at der henover det næste stykke tid kommer der til at ske mange forandringer i det politiske billede i Danmark. Jeg har ikke noget imod, at der er tumulter, at man diskuterer hvilken kurs der er den rigtige, og at man kæmper for de ting man tror på.
Det er vigtigt at vi holder fast i det, vi tror på, og det, vi mener er det rigtige at gøre. Vi må dog heller ikke glemme at lytte til det, de andre tror på, og nogen gange også slække lidt på vores krav, så de andres krav også kan få plads.
Det handler nemlig om løsninger, om at få tingene til at fungere, og ikke så meget om hvem der har fået sin vilje, når dagen er slut.
På den måde kan vi langsomt, men sikkert, arbejde os hen mod det samfund, vi tror på er det rigtige og sørge for, at alle kommer med. Det er vigtigt at vi er drevet af visioner, drømme, og en tro på at det vi gør, er det rigtige.
Det må derfor aldrig ende med at være en politik drevet af nødvendighed, vi beslutter ud fra, da det er alt for fattigt, hvis visionerne og drømmene går tabt i en verden drevet af nødvendighed.
Nu har nødvendighedens politik styret alt for længe, og jeg håber, at de begivenheder, der har været de seneste par uger, kan være med til at vi kan komme tilbage på det spor, hvor vi hører hjemme, som garanterne for et samfund, hvor der er plads til alle, lige muligheder for alle.

Masser af mærker

Nøglehullet I Danmark er vi blevet voldsomt begejstret for at mærke vores fødevarer. Vi har fuldkornsmærker, nøglehulsmærker, økomærker og hvad ved jeg. Flere og flere mærker alle med det formål at gøre det nemmere for forbrugerne at tage et fornuftigt valg når man efter en travl arbejdsdag står i supermarkedet og skal tage et fornuftigt valg, på meget kort tid.
Men har alle de mærker virkeligt den effekt, som der ønskes af dem?
Og bliver det i virkeligheden ikke noget der minder om en overload af informationer? For hvad skal man vælge? Nøglehulsmærket, fuldkornsmærket, eller et helt tredje eller fjerde mærke?

Ja, jeg bliver da forvirret, de få gange jeg får forvildet mig ned i et supermarked, og ser alle de mærkninger som nærmest er kastet i flæng på alle varerne.

Så er det ikke på tide at gå i en helt anden, og mener jeg, langt mere ambitiøs retning?
Fuldkorn
Hvorfor ikke sætte momsen ned på de sunde fødevarer?
På den måde vil det ikke være antallet af mærker på dine madvarer der skal afgøre hvad dig og din familie putter i munden, men i stedet prisen, og jeres sundhed.

Og da vi allerede nu har et system hvor alle de sunde fødevarer, nemlig nøglehullet, er registreret, så har jeg svært ved at se nogen problemer i at få indført den lavere moms på de sunde fødevarer.

Med et slag ville vi få danskerne til spise sundere, og er det ikke det der er meningen med det hele?

Mit Nørrebro er andet end Nørrebrogade.

WP_20130918_011Mit Nørrebro er også alle de små gader. Alle de små sidegader, som er blevet forsømt de sidste mange år. Jeg vil flytte fokus over på sidegaderne, Nærumgade, Frejasgade, Nøddebogade, Humlebækgade og alle de andre små gader og veje hvor de fleste af os også bor, der desværre er blevet forsømt, mens de store gader er blevet forkælet de sidste mange år.

Lad os få bydrengen tilbage

Når jeg skal købe kød, går jeg til Slagter Svendsen, og skal der kager til søndagskaffen, er der intet bedre end en smørstang fra bageren på hjørnet. Til jul foretrækker vi Irmas brunkager, de smager bare bedre end de andre supermarkeders, og sådan er der rigtigt mange traditioner som jeg meget gerne vil holde i hævd, da de er med til at give mig, noget kvalitet i mit liv.
Men den dag hvor jeg ikke længere selv er i stand til at komme ud af min lejlighed, ned på gaden, og hen til lige præcis den butik jeg foretrækker, hvad gør jeg så?
Som det er i dag, så har jeg 2 muligheder. Enten skal jeg kende nogen der kan løbe ærinder for mig, eller jeg kan via kommunens indkøbsordning få lov til at købe ind i et stort, upersonligt internetsupermarked , hvor jeg ikke kan købe de ting jeg holder allermest af, og heller ikke får nogen form for menneskelig kontakt.
Det synes jeg er rigtigt ærgeligt, og derfor vil jeg foreslå en helt anden model.
En model hvor Kommunen stiller en bydreng til rådighed for de gangbesværede, til de som har svært ved selv at komme på gaden.
Så i stedet for at skulle sidde i sit hjem, foran en computer, og klikke på billeder af varer, man ikke rigtigt kender, så ringer man til sin fiskehandler, sin slagter, sin bager, og får gode råd og vejledning, en snak om hvad der er lækkert og godt for tiden, om spændende nyheder i sortimentet, og så sørger Kommunens Bydreng for at hente og bringe varerne til mit, eller dit hjem.
Så kan vi stadig blive ved med at handle der hvor vi altid har handlet. Så kan vi, på trods af ikke at være så mobile længere, stadig få vores ynglings varer.
Det er med til at sikre vores livskvalitet, og det er det jeg vil arbejde for hvis jeg bliver stemt ind i Københavns Borgerrepræsentation.
Kvalitet i alt hvad vi foretager os.

Fiskens Dag 2012

Danmark er et land med mere end 7.000 km kystlinie, og har oldgamle traditioner for fiskeri. Derfor er fisken så vigtig for
os. Vigtig for vores sundhed, vigtig for vores køkken og vigtig for vores økonomi.
Det er altsammen rigtigt gode grunde til at holde en fest, og fejre fisken, men hos Danmarks Fiskehandlere mener vi at den
vigtigste grund til at holde Fiskens Dag, skal være for at fejre Danmarks friskeste råvare, nemlig fisken.
Så igen i år ser vi frem til at være med til at byde velkommen til mere end 40 forskellige, store som små, arrangementer over
hele landet som står i fiskens tegn, og igen i år vil fiskehandlerne også være stærkt repræsenteret på Københavns
Rådhusplads, hvor den store fælles fest for hele fiskebranchen finder sted.
“Jeg ser hvert år frem til Fiskens Dag” siger Martin Maric, formand for Danmarks Fiskehandlere, “det er nemlig en unik
mulighed for os, til at vise danskerne nogle af alle de muligheder, der er i Danmarks friskeste råvare”
Danmarks Fiskehandlere ser frem til at byde jer velkommen på lørdag d. 8/9 – 2012.

Fisken får ny formand

FormandenFiskehandler Martin Maric fra Windsor Fisk på Frederiksberg er ny formand for Danmarks Fiskehandlere. Dermed er formandsposten gennem mere end 28 år skiftet fra vest til øst – en historisk begivenhed i den snart 100-årige forening.

“Jeg ser meget frem til at komme i gang med arbejdet hos Danmarks Fiskehandlere. Det er et job med mange store og spændende udfordringer, hvor jeg især vil være med til at sætte fokus på fiskehandlernes faglighed og unikke tilgang til service og dedikation til kvalitet. Derudover vil jeg se frem til det løbende arbejde med at præge fiskeriet og forbruget af fisk i en endnu mere bæredygtig retning” fortæller den nyudnævnte formand. Danmarks Fiskehandlere har i mange år lagt vægt på det kystnære fiskeri, og Martin Maric mener, at tiden er inde til at indlede et endnu mere nært samarbejde med de fiskere, der arbejder med netop bæredygtigt og kystnært fiskeri.
Madkulturen der forsvandt
I takt med at kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet er kendskabet til maritime råvarer og evnen til at tilberede fisk faldet dramatisk. En ærgerlig kendsgerning, som Danmarks Fiskehandlere vil rette op på. ”Danmarks Fiskehandlere arbejder for at bevare og udvikle en madkultur i Danmark, og den dagsorden vil jeg sætte en ære i at være en del af” siger Martin Maric og fortsætter: ”Det betyder også, at foreningen skal være endnu mere aktiv på den fødevarepolitiske front, ligesom vi skal hjælpe danskerne til at prioritere kvalitet og mangfoldighed når de serverer mad”.
Appetit på forandring
Netop ambitionen om at påvirke danskernes fiskevaner var afsættet for foreningens seneste kampagne ”Appetit på Forandring” som handler om at få danskerne til at spise mere fisk – og at prøve fiskearter, som man måske ikke lige kender så godt i forvejen. Kampagnen sætter fokus på den mangfoldighed og kvalitet, der findes i havene omkring Danmark – ”det er lige præcis sådan nogle kampagner, vi hos Danmarks Fiskehandlere skal søsætte mange flere af” siger Martin Maric.

Er public service ikke for alle?

Centrum i landsbyens liv, og samfundets udvikling var i gamle dage historiefortælleren. Den ældste som alene i kraft af sit lange liv havde oparbejdet mere viden end landsbyens yngre medlemmer. Hans historier havde til opgave at underholde og undervise, og han levede altid fuldt ud op til det vi i dag ville kalde hans public service forpligtelse. Hans opgave var at sørge for det vi i dag kalder sammenhængskraften. Han var både underholder og underviser.
Den rolle er i dag overtaget af fjernsyn og radio, og i Danmark er det Danmarks Radio der har den forpligtelse, at være samlingspunkt for underholdning og undervisning, og på den måde være med til at sørge for sammenhængskraft, og fælles kulturelle referencer i det danske samfund.
Derfor er det også vigtigt at Danmarks Radio er tilgængeligt for os alle, og betalt af os alle, og det er her jeg kommer med mit brok.
For hvorfor skal jeg, der bor alene, betale det samme for at få adgang til DR´s tjenester, som familien med 2 indtægter, eller 3 indtægter eller endnu flere indtægter?
Jeg kan godt forstå at man i tidligere tider betalte licens pr. TV – eller radiomodtager, men nu hvor licensen dækker alle former for apparater med adgang til radio – TV eller internettet, og at over 97% af de voksne danskere ejer mindst et af disse apparater, hvorfor sender vi så ikke regningen for at drive DR, og TV2 regionerne til fælleskassen? Altså betale driften over skattebilletten, på samme måde som vi alle sammen er med til at betale for alle mulige andre af vores kulturinstitutioner? Hvis argumentet er politisk uafhængighed, jamen så skal det jo slet ikke være poltikerne der beslutter størrelsen på licensbetalingen, og i sidste ende budgetterne for DR og TV2´s regioner?
Så kom nu, lad os nu få lagt DR og TV2 regionernes budgetter over på det skattebetalingen, og lad os lave en konstruktion der foreskriver at beskæringer af budgettet skal være med et massivt flertal i Folketinget, f.eks. 2/3, så det bliver praktisk umuligt for en regering der er uenig i den redaktionelle linie, at beskære budgettet, uden at oppositionen også er med i beslutningen.
Der er jo heller ingen tvivl om at det vil medføre en massiv besparelse hos DR, som i dag står for opkrævning og administration af licenspengene, og ingen vil længere kunne være sortseere, frivilligt eller fordi man misforstår nogle absurde regler om samboende, kærester og ikke kærester i en husstand.

I Danmark anpriser vi det mindst ringe mad!

Hos Danmarks Fiskehandlere (interesseorganisation for landets fiskehandlere) har vi diskuteret om det virkelig kan være sandt? Er det virkelig ambitionsniveauet for landets madpolitik? Vi har forsøgt selv at skabe klarhed om vores nysgerrighed, men vil samtidig benytte lejligheden til at stille vores fødevareminister, Mette Gjerskov (S) det samme spørgsmål. Hos Danmarks Fiskehandlere arbejder vi for at bevare og udvikle en madkultur i Danmark.

Derfor den store interesse for det vi putter i munden.
Lad os starte med en observation
Nøglehulsmærket er blevet en stor succes (altså baseret på hvor mange plasticindpakkede varer der bærer det lille mærke). Flere og flere varer bliver mærket med Nøglehullet, så forbrugerne får nemmere ved at træffe et ”sundt” valg når de står i supermarkedet, og prøver at finde vej rundt i junglen af middelmådige produkter.
Som udgangspunkt skal vi altså spise flere af de varer der er mærket med Nøglehullet, og på den måde forebygge fedme og livsstilssygdomme relateret hertil som eksempel diabetes og højt blodtryk.
Så langt så godt
Men hvordan kan en vare så med den flg. deklaration, blive mærket med et Nøglehul: Kyllingekød 64%, vand, tapiocastivelse, stabilisatorer: E407, E451, E410, salt, fibre, surhedsregulerende midler: E261, E326, aroma (indeholder æg), dextrose, antioxidant: E301, konserveringsstof: E250.
Altså en vare med ikke mindre end 7 forskellige e-numre, hvoraf flere af dem både kan fremkalde allergier og er under mistanke for at skade dig på andre måder. Og listen med netop den type varer som har fået Nøglehulsmærket er nærmest uendelig, så hvilken værdi har mærket så?

Vi har forsøgt at bevæge os dybere ned i materien.

Alle fødevarer er åbenbart blevet opdelt i kategorier, og hvis en given vare inden for en bestemt kategori har et lavere fedt og sukkerindhold end de andre varer i samme kategori, så må man mærke den med et Nøglehul – heraf ideen om anprisning af det mest ringe. Vores opfattelse er, at Nøglehullet ikke fortæller noget om, hvorvidt en given fødevare er sund, men bare om den er mindre usund end en tilsvarende fødevare. Er det godt nok som en del af ambitiøs madpolitik?
Hos Danmarks Fiskehandlere har vi spurgt os selv
Hvorfor ikke bruge den unikke mulighed vi har med et mærke der er blevet en succes, og som forbrugerne allerede har tillid til, og så få lavet det til et ordentligt mærke der kun må sættes på fødevarer som er naturlige og sunde. Et mærke som ikke tager udgangspunkt i forskellige fødevarekategorier, men som kun ser på det reelle indhold i det færdige produkt? Når vi så er i gang, hvorfor så ikke samtidig vise lidt politisk mod og vilje til at ændre danskernes forbrugsvaner, og så fritage varer med Nøglehulsmærket for moms? Det ville virkeligt flytte noget i folkesundhedens navn, især for udsatte grupper, som flere undersøgelser jo viser er dem der spiser mest usundt.
For god ordens skyld kan vi oplyse, at ovennævnte varedeklaration er taget fra en kyllingepølse, som er markedsført som mad til børn!

Tilbage er spørgsmålet til vores fødevareminister: er Nøglehullet ambitiøst og troværdigt nok til at sikre befolkningens velbefindende – og når vi nu er i gang, hvordan står det så til med hensyn til at fritage Nøglehulsgodkendte varer for moms?
Martin Maric, næstformand Danmarks Fiskehandlere
martin@fiskehandlerne.dk
www.fiskehandlerne.dk

1. maj 2012

FanebærerOprindeligt havde jeg tænkt mig at tale om kampdagens historie, om de sejre vi igennem tiden har opnået ved at stå sammen, og kæmpe i fællesskab.

Jeg ville tale om moderne virksomheder, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab arbejder mod de samme mål, om moderne ledelse der inkluderer medarbejderne, og fuldstændigt har lagt os mod dem retorikken til side, fordi fællesskabet skal gælde for alle, ledere som medarbejdere.

En udvikling som vi som socialdemokrater kan være meget stolte af, da det netop er vores farvel til revolutionen, og omfavning af et fællesskab der gælder for alle, der har været kimen til den udvikling.

Det er jeg stolt af at være en del af, og det passer perfekt til mine egne oplevelser i erhvervslivet, både som medarbejder og som chef.

Men det er som om at alle tanker om moderne, inkluderende ledelse, er ved at gå tabt, og det er ved at gå tabt nedefra.

Siden sidste kampdag har vi hørt sager om masser af virksomheder, hvor ledelsen behandler medarbejderne som om vi stadig befandt os i arbejdskampens spæde start.

Virksomheder hvor man har skabt et klima hvor mistillid, frygt og daglig terror er nøgleordene.

Hvor medarbejderne er så rædselsslagne for at komme til at stå uden for arbejdsmarkedet at de uden at skele til konsekvenserne, giver afkald på nogle af deres helt basale rettigheder, som arbejderbevægelsen har brugt år på at tilkæmpe sig.

Og her er det at vi ikke må glemme vores eget ansvar. Vores ansvar som politikere, og som politisk aktive.

Vi har nemlig også et ansvar for ikke at blive ved med at tale ned til de folk der har lavtlønnede jobs, eller som står uden for arbejdsmarkedet. Det er som om vi er villige til at acceptere masser af dårligdomme, så længe man bare ikke bliver stemplet som doven, for alle der ikke har et fast arbejde er både dovne og snyltere. Det er en frygtelig udvikling, og netop derfor er vi stadig nødt til at stå sammen, og kæmpe i fællesskab.

Både mod dem i vores egne rækker der ikke længere kan vise empati, men er så travlt optaget af økonomiske teorier at de har mistet forbindelsen til den virkelige verden, men især kæmpe for at voksne mennesker ikke skal behandles som uselvstændige individer og dagligt blive udsat for mistillid, frygt og terror.