1. maj 2012

FanebærerOprindeligt havde jeg tænkt mig at tale om kampdagens historie, om de sejre vi igennem tiden har opnået ved at stå sammen, og kæmpe i fællesskab.

Jeg ville tale om moderne virksomheder, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab arbejder mod de samme mål, om moderne ledelse der inkluderer medarbejderne, og fuldstændigt har lagt os mod dem retorikken til side, fordi fællesskabet skal gælde for alle, ledere som medarbejdere.

En udvikling som vi som socialdemokrater kan være meget stolte af, da det netop er vores farvel til revolutionen, og omfavning af et fællesskab der gælder for alle, der har været kimen til den udvikling.

Det er jeg stolt af at være en del af, og det passer perfekt til mine egne oplevelser i erhvervslivet, både som medarbejder og som chef.

Men det er som om at alle tanker om moderne, inkluderende ledelse, er ved at gå tabt, og det er ved at gå tabt nedefra.

Siden sidste kampdag har vi hørt sager om masser af virksomheder, hvor ledelsen behandler medarbejderne som om vi stadig befandt os i arbejdskampens spæde start.

Virksomheder hvor man har skabt et klima hvor mistillid, frygt og daglig terror er nøgleordene.

Hvor medarbejderne er så rædselsslagne for at komme til at stå uden for arbejdsmarkedet at de uden at skele til konsekvenserne, giver afkald på nogle af deres helt basale rettigheder, som arbejderbevægelsen har brugt år på at tilkæmpe sig.

Og her er det at vi ikke må glemme vores eget ansvar. Vores ansvar som politikere, og som politisk aktive.

Vi har nemlig også et ansvar for ikke at blive ved med at tale ned til de folk der har lavtlønnede jobs, eller som står uden for arbejdsmarkedet. Det er som om vi er villige til at acceptere masser af dårligdomme, så længe man bare ikke bliver stemplet som doven, for alle der ikke har et fast arbejde er både dovne og snyltere. Det er en frygtelig udvikling, og netop derfor er vi stadig nødt til at stå sammen, og kæmpe i fællesskab.

Både mod dem i vores egne rækker der ikke længere kan vise empati, men er så travlt optaget af økonomiske teorier at de har mistet forbindelsen til den virkelige verden, men især kæmpe for at voksne mennesker ikke skal behandles som uselvstændige individer og dagligt blive udsat for mistillid, frygt og terror.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *