Er public service ikke for alle?

Centrum i landsbyens liv, og samfundets udvikling var i gamle dage historiefortælleren. Den ældste som alene i kraft af sit lange liv havde oparbejdet mere viden end landsbyens yngre medlemmer. Hans historier havde til opgave at underholde og undervise, og han levede altid fuldt ud op til det vi i dag ville kalde hans public service forpligtelse. Hans opgave var at sørge for det vi i dag kalder sammenhængskraften. Han var både underholder og underviser.
Den rolle er i dag overtaget af fjernsyn og radio, og i Danmark er det Danmarks Radio der har den forpligtelse, at være samlingspunkt for underholdning og undervisning, og på den måde være med til at sørge for sammenhængskraft, og fælles kulturelle referencer i det danske samfund.
Derfor er det også vigtigt at Danmarks Radio er tilgængeligt for os alle, og betalt af os alle, og det er her jeg kommer med mit brok.
For hvorfor skal jeg, der bor alene, betale det samme for at få adgang til DR´s tjenester, som familien med 2 indtægter, eller 3 indtægter eller endnu flere indtægter?
Jeg kan godt forstå at man i tidligere tider betalte licens pr. TV – eller radiomodtager, men nu hvor licensen dækker alle former for apparater med adgang til radio – TV eller internettet, og at over 97% af de voksne danskere ejer mindst et af disse apparater, hvorfor sender vi så ikke regningen for at drive DR, og TV2 regionerne til fælleskassen? Altså betale driften over skattebilletten, på samme måde som vi alle sammen er med til at betale for alle mulige andre af vores kulturinstitutioner? Hvis argumentet er politisk uafhængighed, jamen så skal det jo slet ikke være poltikerne der beslutter størrelsen på licensbetalingen, og i sidste ende budgetterne for DR og TV2´s regioner?
Så kom nu, lad os nu få lagt DR og TV2 regionernes budgetter over på det skattebetalingen, og lad os lave en konstruktion der foreskriver at beskæringer af budgettet skal være med et massivt flertal i Folketinget, f.eks. 2/3, så det bliver praktisk umuligt for en regering der er uenig i den redaktionelle linie, at beskære budgettet, uden at oppositionen også er med i beslutningen.
Der er jo heller ingen tvivl om at det vil medføre en massiv besparelse hos DR, som i dag står for opkrævning og administration af licenspengene, og ingen vil længere kunne være sortseere, frivilligt eller fordi man misforstår nogle absurde regler om samboende, kærester og ikke kærester i en husstand.

I Danmark anpriser vi det mindst ringe mad!

Hos Danmarks Fiskehandlere (interesseorganisation for landets fiskehandlere) har vi diskuteret om det virkelig kan være sandt? Er det virkelig ambitionsniveauet for landets madpolitik? Vi har forsøgt selv at skabe klarhed om vores nysgerrighed, men vil samtidig benytte lejligheden til at stille vores fødevareminister, Mette Gjerskov (S) det samme spørgsmål. Hos Danmarks Fiskehandlere arbejder vi for at bevare og udvikle en madkultur i Danmark.

Derfor den store interesse for det vi putter i munden.
Lad os starte med en observation
Nøglehulsmærket er blevet en stor succes (altså baseret på hvor mange plasticindpakkede varer der bærer det lille mærke). Flere og flere varer bliver mærket med Nøglehullet, så forbrugerne får nemmere ved at træffe et ”sundt” valg når de står i supermarkedet, og prøver at finde vej rundt i junglen af middelmådige produkter.
Som udgangspunkt skal vi altså spise flere af de varer der er mærket med Nøglehullet, og på den måde forebygge fedme og livsstilssygdomme relateret hertil som eksempel diabetes og højt blodtryk.
Så langt så godt
Men hvordan kan en vare så med den flg. deklaration, blive mærket med et Nøglehul: Kyllingekød 64%, vand, tapiocastivelse, stabilisatorer: E407, E451, E410, salt, fibre, surhedsregulerende midler: E261, E326, aroma (indeholder æg), dextrose, antioxidant: E301, konserveringsstof: E250.
Altså en vare med ikke mindre end 7 forskellige e-numre, hvoraf flere af dem både kan fremkalde allergier og er under mistanke for at skade dig på andre måder. Og listen med netop den type varer som har fået Nøglehulsmærket er nærmest uendelig, så hvilken værdi har mærket så?

Vi har forsøgt at bevæge os dybere ned i materien.

Alle fødevarer er åbenbart blevet opdelt i kategorier, og hvis en given vare inden for en bestemt kategori har et lavere fedt og sukkerindhold end de andre varer i samme kategori, så må man mærke den med et Nøglehul – heraf ideen om anprisning af det mest ringe. Vores opfattelse er, at Nøglehullet ikke fortæller noget om, hvorvidt en given fødevare er sund, men bare om den er mindre usund end en tilsvarende fødevare. Er det godt nok som en del af ambitiøs madpolitik?
Hos Danmarks Fiskehandlere har vi spurgt os selv
Hvorfor ikke bruge den unikke mulighed vi har med et mærke der er blevet en succes, og som forbrugerne allerede har tillid til, og så få lavet det til et ordentligt mærke der kun må sættes på fødevarer som er naturlige og sunde. Et mærke som ikke tager udgangspunkt i forskellige fødevarekategorier, men som kun ser på det reelle indhold i det færdige produkt? Når vi så er i gang, hvorfor så ikke samtidig vise lidt politisk mod og vilje til at ændre danskernes forbrugsvaner, og så fritage varer med Nøglehulsmærket for moms? Det ville virkeligt flytte noget i folkesundhedens navn, især for udsatte grupper, som flere undersøgelser jo viser er dem der spiser mest usundt.
For god ordens skyld kan vi oplyse, at ovennævnte varedeklaration er taget fra en kyllingepølse, som er markedsført som mad til børn!

Tilbage er spørgsmålet til vores fødevareminister: er Nøglehullet ambitiøst og troværdigt nok til at sikre befolkningens velbefindende – og når vi nu er i gang, hvordan står det så til med hensyn til at fritage Nøglehulsgodkendte varer for moms?
Martin Maric, næstformand Danmarks Fiskehandlere
martin@fiskehandlerne.dk
www.fiskehandlerne.dk

1. maj 2012

FanebærerOprindeligt havde jeg tænkt mig at tale om kampdagens historie, om de sejre vi igennem tiden har opnået ved at stå sammen, og kæmpe i fællesskab.

Jeg ville tale om moderne virksomheder, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab arbejder mod de samme mål, om moderne ledelse der inkluderer medarbejderne, og fuldstændigt har lagt os mod dem retorikken til side, fordi fællesskabet skal gælde for alle, ledere som medarbejdere.

En udvikling som vi som socialdemokrater kan være meget stolte af, da det netop er vores farvel til revolutionen, og omfavning af et fællesskab der gælder for alle, der har været kimen til den udvikling.

Det er jeg stolt af at være en del af, og det passer perfekt til mine egne oplevelser i erhvervslivet, både som medarbejder og som chef.

Men det er som om at alle tanker om moderne, inkluderende ledelse, er ved at gå tabt, og det er ved at gå tabt nedefra.

Siden sidste kampdag har vi hørt sager om masser af virksomheder, hvor ledelsen behandler medarbejderne som om vi stadig befandt os i arbejdskampens spæde start.

Virksomheder hvor man har skabt et klima hvor mistillid, frygt og daglig terror er nøgleordene.

Hvor medarbejderne er så rædselsslagne for at komme til at stå uden for arbejdsmarkedet at de uden at skele til konsekvenserne, giver afkald på nogle af deres helt basale rettigheder, som arbejderbevægelsen har brugt år på at tilkæmpe sig.

Og her er det at vi ikke må glemme vores eget ansvar. Vores ansvar som politikere, og som politisk aktive.

Vi har nemlig også et ansvar for ikke at blive ved med at tale ned til de folk der har lavtlønnede jobs, eller som står uden for arbejdsmarkedet. Det er som om vi er villige til at acceptere masser af dårligdomme, så længe man bare ikke bliver stemplet som doven, for alle der ikke har et fast arbejde er både dovne og snyltere. Det er en frygtelig udvikling, og netop derfor er vi stadig nødt til at stå sammen, og kæmpe i fællesskab.

Både mod dem i vores egne rækker der ikke længere kan vise empati, men er så travlt optaget af økonomiske teorier at de har mistet forbindelsen til den virkelige verden, men især kæmpe for at voksne mennesker ikke skal behandles som uselvstændige individer og dagligt blive udsat for mistillid, frygt og terror.