Pressemøde 11/8-2015

FødevareDanmark

Det er en stor dag for os – men også for danskerne.
Vi her ved bordet repræsenterer alle fag der er under pres. Vi er under pres fra de store supermarkedskæder.
Vi danskere køber stort set alle vores daglige indkøb i supermarkederne – det er der ikke noget nyt i, men vi bliver mindre gode til at slå vejen forbi slagteren, ostehandleren eller fiskehandleren (som jeg selv repræsenterer). Det har betydning for vores madkultur. Vi får et mere og mere perifert forhold til vores råvarer når vi bare finder dem vakuumpakket i køledisken i supermarkedet.
Det vi kan med FødevareDanmark er at tale vores sag med mange små selvstændige erhvervsdrivende i ryggen . Vi fire brancher som er gået sammen har samme udfordringer med rigid fødevarelovning. Det er en lovgivning som typisk er lavet til fordel for de store virksomheder.

FødevareDanmark skal aktivt arbejde for at vi får en bedre madkultur i Danmark. Vi skal kende vores mad bedre – det hjælper vi danskerne med at fortælle dem. Det er fx ikke bare oksekød – det er kød fra angus-kvæg. Det er ikke bare fiskefileter, men en filet fra en rødspætte osv.. Den viden får man ikke i supermarkedet men fra os fagfolk bag disken.
Vi bliver et talerør for den danske madkultur!
Det kan ikke være rigtigt at de eneste fisk som børn kender kommer ud af en friture-gryde eller fra en burger på en fastfood restaurant. Vi skal kende vores råvarer!

Nødvendighedens Politik

Der sker meget for tiden, og ingen er vist i tvivl om at der henover det næste stykke tid kommer der til at ske mange forandringer i det politiske billede i Danmark. Jeg har ikke noget imod, at der er tumulter, at man diskuterer hvilken kurs der er den rigtige, og at man kæmper for de ting man tror på.
Det er vigtigt at vi holder fast i det, vi tror på, og det, vi mener er det rigtige at gøre. Vi må dog heller ikke glemme at lytte til det, de andre tror på, og nogen gange også slække lidt på vores krav, så de andres krav også kan få plads.
Det handler nemlig om løsninger, om at få tingene til at fungere, og ikke så meget om hvem der har fået sin vilje, når dagen er slut.
På den måde kan vi langsomt, men sikkert, arbejde os hen mod det samfund, vi tror på er det rigtige og sørge for, at alle kommer med. Det er vigtigt at vi er drevet af visioner, drømme, og en tro på at det vi gør, er det rigtige.
Det må derfor aldrig ende med at være en politik drevet af nødvendighed, vi beslutter ud fra, da det er alt for fattigt, hvis visionerne og drømmene går tabt i en verden drevet af nødvendighed.
Nu har nødvendighedens politik styret alt for længe, og jeg håber, at de begivenheder, der har været de seneste par uger, kan være med til at vi kan komme tilbage på det spor, hvor vi hører hjemme, som garanterne for et samfund, hvor der er plads til alle, lige muligheder for alle.

Masser af mærker

Nøglehullet I Danmark er vi blevet voldsomt begejstret for at mærke vores fødevarer. Vi har fuldkornsmærker, nøglehulsmærker, økomærker og hvad ved jeg. Flere og flere mærker alle med det formål at gøre det nemmere for forbrugerne at tage et fornuftigt valg når man efter en travl arbejdsdag står i supermarkedet og skal tage et fornuftigt valg, på meget kort tid.
Men har alle de mærker virkeligt den effekt, som der ønskes af dem?
Og bliver det i virkeligheden ikke noget der minder om en overload af informationer? For hvad skal man vælge? Nøglehulsmærket, fuldkornsmærket, eller et helt tredje eller fjerde mærke?

Ja, jeg bliver da forvirret, de få gange jeg får forvildet mig ned i et supermarked, og ser alle de mærkninger som nærmest er kastet i flæng på alle varerne.

Så er det ikke på tide at gå i en helt anden, og mener jeg, langt mere ambitiøs retning?
Fuldkorn
Hvorfor ikke sætte momsen ned på de sunde fødevarer?
På den måde vil det ikke være antallet af mærker på dine madvarer der skal afgøre hvad dig og din familie putter i munden, men i stedet prisen, og jeres sundhed.

Og da vi allerede nu har et system hvor alle de sunde fødevarer, nemlig nøglehullet, er registreret, så har jeg svært ved at se nogen problemer i at få indført den lavere moms på de sunde fødevarer.

Med et slag ville vi få danskerne til spise sundere, og er det ikke det der er meningen med det hele?

Sidegader

Sidegaderne og de store linjer

Der er flere hovedgader i København. Nørrebrogade er en af dem. Den mest trafikerede gade for cykler i København. Huser en buslinje, som er blandt de mest brugte i hele Nordeuropa – 5A. Nørrebrogade er en stor handelsgade, der de seneste år har skiftet karakter – og også i de kommende år vil gøre det.
 
Det er vigtigt, hvad der sker på Nørrebrogade. Det er vigtigt at cykelstierne er i god stand, at 5A fungerer, at der er i liv i butikkerne, og vi kan færdes trygt.
 
Der er almindelige københavnske borgere, der har adresse på Nørrebrogade, men de allerfleste københavnere bor i sidegaderne, og nu kommer – med lidt langt tilløb – min pointe.
 
Sidegaderne virker glemt i København Kommunes prioriteringer.
 
Der bliver lagt ny asfalt og cykelstierne får med jævne mellemrum make-up på Nørrebrogade. I flere af sidegaderne er asfalten nærmest kørt op.
 
På Nørrebrogade kører fejemaskinerne hver morgen, og de ledsages af fodfolk med ”pustere” og ”snappere”, der fjerner affald. Fejemaskinerne kan tilsyneladende ikke køre om hjørner, for i mange af sidegaderne flyder affaldet.
 
Der er tænkt over belysningen af Nørrebrogade. Mange af sidegaderne er dårligt belyste og det gør folk utrygge.
 
Der er liv på Nørrebrogade, men det meste af københavnernes liv leves i sidegaderne.
 
Jeg vil arbejde på at få sidegaderne frem i lyset.
 
Martin Maric
Kandidat til Borgerrepræsentationen (S)

Jeg er så glad for min cykel!

I København er det dejligt at være cyklist. Cykelstierne er brede, der er masser af dem, og man kommer hurtigt frem til sit mål. Men så er det at filmen knækker, for når man ankommer mødes man alt for ofte af dette syn, og hvad hjælper det så at man kan køre hurtigt frem til sin destination, hvis der ikke er nogen som helst chance for at man kan parkere sin cykel på en ordentlig og sikker måde?

Derfor vil jeg arbejde for at vi får bygget flere, og bedre, cykelparkeringspladser, over hele byen. For lige meget hvor hurtigt man kan køre igennem byen på sin cykel, eller hvor mange pumpestationer der er på cykelstien, så hjælper det ikke meget hvis man ikke kan parkere sin cykel på en let og sikker måde når man når frem.

Mit Nørrebro er andet end Nørrebrogade.

WP_20130918_011Mit Nørrebro er også alle de små gader. Alle de små sidegader, som er blevet forsømt de sidste mange år. Jeg vil flytte fokus over på sidegaderne, Nærumgade, Frejasgade, Nøddebogade, Humlebækgade og alle de andre små gader og veje hvor de fleste af os også bor, der desværre er blevet forsømt, mens de store gader er blevet forkælet de sidste mange år.

Lad os få bydrengen tilbage

Når jeg skal købe kød, går jeg til Slagter Svendsen, og skal der kager til søndagskaffen, er der intet bedre end en smørstang fra bageren på hjørnet. Til jul foretrækker vi Irmas brunkager, de smager bare bedre end de andre supermarkeders, og sådan er der rigtigt mange traditioner som jeg meget gerne vil holde i hævd, da de er med til at give mig, noget kvalitet i mit liv.
Men den dag hvor jeg ikke længere selv er i stand til at komme ud af min lejlighed, ned på gaden, og hen til lige præcis den butik jeg foretrækker, hvad gør jeg så?
Som det er i dag, så har jeg 2 muligheder. Enten skal jeg kende nogen der kan løbe ærinder for mig, eller jeg kan via kommunens indkøbsordning få lov til at købe ind i et stort, upersonligt internetsupermarked , hvor jeg ikke kan købe de ting jeg holder allermest af, og heller ikke får nogen form for menneskelig kontakt.
Det synes jeg er rigtigt ærgeligt, og derfor vil jeg foreslå en helt anden model.
En model hvor Kommunen stiller en bydreng til rådighed for de gangbesværede, til de som har svært ved selv at komme på gaden.
Så i stedet for at skulle sidde i sit hjem, foran en computer, og klikke på billeder af varer, man ikke rigtigt kender, så ringer man til sin fiskehandler, sin slagter, sin bager, og får gode råd og vejledning, en snak om hvad der er lækkert og godt for tiden, om spændende nyheder i sortimentet, og så sørger Kommunens Bydreng for at hente og bringe varerne til mit, eller dit hjem.
Så kan vi stadig blive ved med at handle der hvor vi altid har handlet. Så kan vi, på trods af ikke at være så mobile længere, stadig få vores ynglings varer.
Det er med til at sikre vores livskvalitet, og det er det jeg vil arbejde for hvis jeg bliver stemt ind i Københavns Borgerrepræsentation.
Kvalitet i alt hvad vi foretager os.

Tallerken med rødspætte

Den sidste husmor der har set en levende rødspætte er død!

En æra er slut.

Kvinderne har forladt køkkenet, og de kommer ikke tilbage. Der kommer
desværre heller ikke nogen og erstatter dem, og derfor er der en masse
viden og tradition der er gået tabt. Måske godt for kvinderne og samfundsøkonomien, men skidt for kommende generationers køkkenkundskaber.

Det skal bare gå hurtigt
Som erstatning, for det virker det som om det er, har vi valgt den værst tænkelige løsning, nemlig at overlade det til supermarkederne at sørge for vores kost. Vi køber rask væk frosne lasagner, pizzaer, supper, sovse, sammenkogte retter og alt muligt andet, som kan ryge fra fryseren eller dåsen direkte i ovnen. Så behøver vi ikke at spilde dyrebar tid på at beslutte hvad vi skal spise – under forudsætning af, at vi rent faktisk kunne agere nogenlunde behændigt i et køkken! Det der er nærmest og
billigst, ryger altså direkte i indkøbsvognen og videre i ovnen eller på panden.

En gang imellem er der så nogen der fortæller os, at det vi troede var oksekød, i virkeligheden er hest, eller måske gris, men bare det er billigt, og kan hakkes, så er der plads til det i vores maver, og det smarte er, at vi ikke en gang behøver bruge tid på at tygge på det.

Tag en dyb indånding
Og sådan vil det blive ved med at gentage sig, indtil vi som forbrugere sige stop! For vi har magten. Nogle gange kan det være svært at forestille sig at man er særligt magtfuld når man står med et par trætte unger på armen, har svært ved at holde sig oprejst fordi arbejdsdagen har været røv og nøgler, og i virkeligheden vil man bare hjem, eller evt. lige slå damen der står foran i køen ihjel fordi hun ikke kan finde sine penge, og derfor stjæler af din dyrebare tid, og gør ungerne endnu mere hysteriske, men prøv lige at trække vejret dybt. Virkeligt dybt.

Tænk på hvordan det vil være at gå et sted hen hvor der står en person
klar til at tage sig af dig. Klar til at hjælpe dig, og til at give dig inspiration til hvordan aftensmaden skal tilberedes, nemt, bekvemt og enkelt. Vi vover endda skindet og påstår, at der måske oveni købet kan sendes et smil til ungerne og at den flotte fiskedisk eller den levende hummer formår at sprede lidt godt humør og glæde – midt i ulvetimen.

Jeg er fiskehandler
Når du kommer og handler i min butik, så er du den vigtigste person i verden. Vil du vide hvordan man tilbereder fisken, så er jeg klar til at give dig gode råd og vejledning. Skal det være simpelt og hurtigt, så du kan smække benene op, så klarer vi også det, skal det være sjovt, spændende og eksotisk er vi fortsat med – eller også kender vi nogen der kan hjælpe. For vi er en specialbutik. En butik hvor vores kunder er unikke og specielle. Derfor handler jeg selv i specialbutikker, for jeg vil kende dem der sælger mig min mad – det er jo noget jeg putter i munden!

Derfor køber jeg bøffer hos Michael på Jagtvej, for er jeg i tvivl om noget, så spørger jeg. Skal jeg fylde køleskabet med ost, selvom min kæreste siger nej, så bruger jeg lidt ekstra tid hos Carsten på Peter Bangs Vej, for der ved jeg at tingene er i orden. Det er mine faste holdepunkter, men nogen gange, når jeg kommer lidt omkring i landet, så hilser jeg på Tommy i Torvehallerne, Martin på havnen i Århus, Carl på havnen i Vejle eller hos Ulrik i Helsingør, for de kan alle sammen give mig en oplevelse når jeg skal have noget at spise. Og det skal vi alle sammen, hver eneste dag, så hvorfor ikke gøre det til et af dagens højdepunkter?

Gå i en specialbutik, få en oplevelse ud af det, og glem alt om hest, der burde være okse. Eller hvad der ellers lige var hurtigt og billigt den dag. Man kunne måske spørge sig selv; har du talt med en af dine madambassadører i denne uge? – uagtet om det er din fiskehandler, slagter eller ostehandler.

Bragt i forkortet udgave i Jyllands-Posten 7/7-2013

Er public service ikke for alle?

Centrum i landsbyens liv, og samfundets udvikling var i gamle dage historiefortælleren. Den ældste som alene i kraft af sit lange liv havde oparbejdet mere viden end landsbyens yngre medlemmer. Hans historier havde til opgave at underholde og undervise, og han levede altid fuldt ud op til det vi i dag ville kalde hans public service forpligtelse. Hans opgave var at sørge for det vi i dag kalder sammenhængskraften. Han var både underholder og underviser.
Den rolle er i dag overtaget af fjernsyn og radio, og i Danmark er det Danmarks Radio der har den forpligtelse, at være samlingspunkt for underholdning og undervisning, og på den måde være med til at sørge for sammenhængskraft, og fælles kulturelle referencer i det danske samfund.
Derfor er det også vigtigt at Danmarks Radio er tilgængeligt for os alle, og betalt af os alle, og det er her jeg kommer med mit brok.
For hvorfor skal jeg, der bor alene, betale det samme for at få adgang til DR´s tjenester, som familien med 2 indtægter, eller 3 indtægter eller endnu flere indtægter?
Jeg kan godt forstå at man i tidligere tider betalte licens pr. TV – eller radiomodtager, men nu hvor licensen dækker alle former for apparater med adgang til radio – TV eller internettet, og at over 97% af de voksne danskere ejer mindst et af disse apparater, hvorfor sender vi så ikke regningen for at drive DR, og TV2 regionerne til fælleskassen? Altså betale driften over skattebilletten, på samme måde som vi alle sammen er med til at betale for alle mulige andre af vores kulturinstitutioner? Hvis argumentet er politisk uafhængighed, jamen så skal det jo slet ikke være poltikerne der beslutter størrelsen på licensbetalingen, og i sidste ende budgetterne for DR og TV2´s regioner?
Så kom nu, lad os nu få lagt DR og TV2 regionernes budgetter over på det skattebetalingen, og lad os lave en konstruktion der foreskriver at beskæringer af budgettet skal være med et massivt flertal i Folketinget, f.eks. 2/3, så det bliver praktisk umuligt for en regering der er uenig i den redaktionelle linie, at beskære budgettet, uden at oppositionen også er med i beslutningen.
Der er jo heller ingen tvivl om at det vil medføre en massiv besparelse hos DR, som i dag står for opkrævning og administration af licenspengene, og ingen vil længere kunne være sortseere, frivilligt eller fordi man misforstår nogle absurde regler om samboende, kærester og ikke kærester i en husstand.

1. maj 2012

FanebærerOprindeligt havde jeg tænkt mig at tale om kampdagens historie, om de sejre vi igennem tiden har opnået ved at stå sammen, og kæmpe i fællesskab.

Jeg ville tale om moderne virksomheder, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab arbejder mod de samme mål, om moderne ledelse der inkluderer medarbejderne, og fuldstændigt har lagt os mod dem retorikken til side, fordi fællesskabet skal gælde for alle, ledere som medarbejdere.

En udvikling som vi som socialdemokrater kan være meget stolte af, da det netop er vores farvel til revolutionen, og omfavning af et fællesskab der gælder for alle, der har været kimen til den udvikling.

Det er jeg stolt af at være en del af, og det passer perfekt til mine egne oplevelser i erhvervslivet, både som medarbejder og som chef.

Men det er som om at alle tanker om moderne, inkluderende ledelse, er ved at gå tabt, og det er ved at gå tabt nedefra.

Siden sidste kampdag har vi hørt sager om masser af virksomheder, hvor ledelsen behandler medarbejderne som om vi stadig befandt os i arbejdskampens spæde start.

Virksomheder hvor man har skabt et klima hvor mistillid, frygt og daglig terror er nøgleordene.

Hvor medarbejderne er så rædselsslagne for at komme til at stå uden for arbejdsmarkedet at de uden at skele til konsekvenserne, giver afkald på nogle af deres helt basale rettigheder, som arbejderbevægelsen har brugt år på at tilkæmpe sig.

Og her er det at vi ikke må glemme vores eget ansvar. Vores ansvar som politikere, og som politisk aktive.

Vi har nemlig også et ansvar for ikke at blive ved med at tale ned til de folk der har lavtlønnede jobs, eller som står uden for arbejdsmarkedet. Det er som om vi er villige til at acceptere masser af dårligdomme, så længe man bare ikke bliver stemplet som doven, for alle der ikke har et fast arbejde er både dovne og snyltere. Det er en frygtelig udvikling, og netop derfor er vi stadig nødt til at stå sammen, og kæmpe i fællesskab.

Både mod dem i vores egne rækker der ikke længere kan vise empati, men er så travlt optaget af økonomiske teorier at de har mistet forbindelsen til den virkelige verden, men især kæmpe for at voksne mennesker ikke skal behandles som uselvstændige individer og dagligt blive udsat for mistillid, frygt og terror.