Fisken får ny formand

FormandenFiskehandler Martin Maric fra Windsor Fisk på Frederiksberg er ny formand for Danmarks Fiskehandlere. Dermed er formandsposten gennem mere end 28 år skiftet fra vest til øst – en historisk begivenhed i den snart 100-årige forening.

“Jeg ser meget frem til at komme i gang med arbejdet hos Danmarks Fiskehandlere. Det er et job med mange store og spændende udfordringer, hvor jeg især vil være med til at sætte fokus på fiskehandlernes faglighed og unikke tilgang til service og dedikation til kvalitet. Derudover vil jeg se frem til det løbende arbejde med at præge fiskeriet og forbruget af fisk i en endnu mere bæredygtig retning” fortæller den nyudnævnte formand. Danmarks Fiskehandlere har i mange år lagt vægt på det kystnære fiskeri, og Martin Maric mener, at tiden er inde til at indlede et endnu mere nært samarbejde med de fiskere, der arbejder med netop bæredygtigt og kystnært fiskeri.
Madkulturen der forsvandt
I takt med at kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet er kendskabet til maritime råvarer og evnen til at tilberede fisk faldet dramatisk. En ærgerlig kendsgerning, som Danmarks Fiskehandlere vil rette op på. ”Danmarks Fiskehandlere arbejder for at bevare og udvikle en madkultur i Danmark, og den dagsorden vil jeg sætte en ære i at være en del af” siger Martin Maric og fortsætter: ”Det betyder også, at foreningen skal være endnu mere aktiv på den fødevarepolitiske front, ligesom vi skal hjælpe danskerne til at prioritere kvalitet og mangfoldighed når de serverer mad”.
Appetit på forandring
Netop ambitionen om at påvirke danskernes fiskevaner var afsættet for foreningens seneste kampagne ”Appetit på Forandring” som handler om at få danskerne til at spise mere fisk – og at prøve fiskearter, som man måske ikke lige kender så godt i forvejen. Kampagnen sætter fokus på den mangfoldighed og kvalitet, der findes i havene omkring Danmark – ”det er lige præcis sådan nogle kampagner, vi hos Danmarks Fiskehandlere skal søsætte mange flere af” siger Martin Maric.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *